Omfattende tømrerentreprise til kontorbyggeri i Nordhavn

Nyheder fra Nygaard

Nygaard A/S er stolte af at være en del af endnu et markant byggeprojekt – denne gang i Nordhavn, hvor vi for totalentreprenør Enemærke & Petersen og bygherre Urban Partners skal udføre en omfattende tømrerentreprise på et nyt moderne kontorbyggeri.

Projektet omfatter opførelsen af en kontorbygning fordelt på fem etager samt tagterrasse. Byggeriet skal rumme moderne kontor- og mødefaciliteter på de øverste etager, mens stueplan og 1. sal i første omgang etableres som råhus. Derudover etableres attraktive udearealer og cykelparkering som en integreret del af byggeriet.

Komplekse facade- og indvendige løsninger
Vores arbejde på sagen spænder bredt og omfatter blandt andet montage af lette facadeelementer, pladsopbyggede facader, facadebeklædning samt både udvendige og indvendige lofter. Derudover udfører vi indvendige snedkerarbejder såsom paneler og døre samt omfattende gipsarbejder.

Projektet stiller høje krav til både koordinering og udførelseskvalitet, særligt i forhold til de mange forskellige facade- og loftsløsninger samt integrationen mellem de arkitektoniske og funktionelle elementer i byggeriet.

Byggeriet får et samlet etageareal på 10.931 m² med fem etager og tagterrasse samt teknikgård på taget. Der etableres desuden 124 cykelparkeringspladser, heraf syv til pladskrævende cykler, og friarealerne får et samlet omfang på cirka 1.098 m².

Nordhavn er et område i konstant udvikling, og vi ser frem til at bidrage til endnu et ambitiøst projekt med fokus på kvalitet, godt håndværk og stærkt samarbejde gennem hele byggeprocessen.